DET ER FORÅR
Den er god nok, sæsonen står for døren, solen er kommet op på den nordlige halvkugle, og vi skal i gang med at alle vores aktiviteter på havnen og på vandet. Jeg håber, at vi alle får en god og lang sejlsæson.
NYT KLUBHUS – TAK TIL BYGGEHOLDET
Klubhuset er ombygget og klar – en stor tak til byggeholdet.16 mand, og et par damer har lagt en ualmindelig stor indsats i at ombygge vores klubhus. Det er blevet rigtigt flot, og jeg vil gerne sige tak for indsatsen til alle jer, der har bidraget.
Jeg håber, at vi alle vil få stor glæde af de nye faciliteter mange år fremover, og vi skal alle huske at passe godt på det. Klubhuset er en vigtig ramme for vores sammenhold og fællesskab på havnen.
Både budgettet og tidsplanen er holdt – det kan vi godt være stolte af.
INDVIELSE AF KLUBHUS OG STANDERHEJSNING
I forbindelse med standerhejsningen lørdag den 16. april fra kl. 15.00 – 17.00 vil vi gerne byde indenfor i vores nyindrettede klubhus. Der vil blive et lille traktement og noget godt at skåle i for alle. Tilmelding er ikke nødvendig hertil.
Om aftenen vil der være tilmelding til standerhejsningsmiddag kl. 18.00, som sædvanlig. Se opslag på havnen.
BRUG AF EL I BÅDE – HVAD MÅ VI ?
Der har været lidt tvivl omkring vilkårene for brug af el i bådene.
I sommerhalvåret må vi alle bruge el til almindelig ladning af batterier, lænsepumper og lignende med lavt strømforbrug uden beregning.
I vinterhalvåret er det tilladt at lade batterier og lignende, men al brug af varme eller andet strømkrævende skal aftales med pladsmanden, og der skal opsættes bimåler, så vi kan afregne forbruget.
Pladsmanden kan fjerne et kabel og kontakte en bådejer, hvis der er tvivl om brugen. Ingen andre må fjerne kabler, da vi ikke ved, om der f.eks. kører en lænsepumpe eller lignende i båden.
NYHEDER PÅ HJEMMESIDEN
På www.holbaekbaadelaug.dk kan du tilmelde dig nyheder, så du automatisk får besked, når der sker noget nyt. Du kan også læse Franks nye portal om Isefjorden. Kig forbi på siden, der står meget godt.
SØSÆTNING AF BÅDE
Lørdag den 23. april er Thomas vognmand klar til at søsætte vores både. Der kommer opslag op på havnen, hvor I kan skrive jer på.
ANSVARSFORSIKRING OG ARBEJDSPLIGT
Husk, at du som bådejer med plads i havnen er forpligtet til at tegne ansvarsforsikring på båden i dit navn.
Du er også forpligtet til at deltage i arbejdslørdag eller andet aftalt arbejde. Det giver os både et godt fællesskab, en pæn og velfungerende havn og lave priser.
ARBEJDSLØRDAG
Næste arbejdslørdag bliver i år allerede lørdag den 30. april på grund af helligdage.
Der kommer opslag på havnen, hvor du kan skrive dig på.
Det er fra kl. 8.30 – 13.30, som sædvanlig, og klubhusudvalget sørger for god bespisning og drikkevarer.
KONCERT PÅ HAVNEN MED DIZZY MIZZ LIZZY
Lørdag den 13. august kommer der koncert med Dizzy Mizz Lizzy på havnen foran biografen. Det bliver stort med op til 4000 mennesker og megen aktivitet.
Arrangørerne har spurgt, om de kan låne klubhuset til base for læger og samaritter, uden offentlig adgang. Desuden skal der være fri adgang for udrykningskøretøjer gennem vores havn, så det skal vi også sikre på dagen. Det har vi sagt ja til, da vi gerne vil samarbejde om gode, kulturelle aktiviteter på havnen.
Det bliver højt og festligt.
NYT TAG PÅ KLUBHUSET
Holbæk Kommune har sagt god for, at de udskifter taget på klubhuset. Sagen er videresendt til de udvalg, der skal igangsætte det. Vi venter på dem, og i mellemtiden holder vi øje med eventuelle utætheder eller skader.
God sæson til jer alle
Hilsen Per Frederiksen – formand